|
Berlin marathon 19. september
2009.
Jeg vil gerne takke alle for at gøre dette til en super tur. Det har helt
klart været en "SUCCES OPLEVELSE PÅ 8 HJUL"
Det var en fantastisk sensommer weekend en stor flok tyskere have valgt at
afholde Berlin marathon i flere forskellige discipliner. Vi var 4 fra
Alb-rul der skulle rulle, og vi havde yderligere 2 supportere med (Lone og
Julie) Vi skulle dog kun deltage i inline delen, da Leif var lidt sent ude
og ikke fik den dobbelte start han gerne ville have haft. I år var også et
jubilæums år, da det var 20. gang løbet krydsede grænsen mellem øst og vest.
Jeg var med for første gang og var super spændt og nervøs. Jeg havde hørt så
meget om det at løbe Berlin marathon, det skule være så stort og fyldt med
mange fede oplevelser. Det er jo temmelig langt (42,195 km.) så jeg må træne
en del, da jeg ikke syntes at min fart var høj nok da jeg tilmeldte mig. Jeg
satte mig et mål der hed 1:45:00 t. Det var egentligt et skud i tågen, da
jeg intet havde at sammenligne med. Jeg løb nogle kortere test ture og måtte
konstatere, at jeg ikke var hurtig nok til det mål. Lidt øv men det kunne
der måske rådes bod på ved træning. Leif hjalp mig med tirsdags
rulletræning, og jeg begyndte også at løbe lidt på fødderne for konditionens
skyld. Men farten var bare ikke i orden, det gik for langsomt. Farten skal
jo holdes i lang tid og i mange kilometer. Jeg var ved at lave målet om til
2:00:00 t., men Leif sagde at man bliver båret igennem af de mange tilskuere
der hepper, og at asfalten er god det meste af vejen. Jeg lavede egentligt
ikke målet om, men besluttede at 1:50:00 t. eller lidt langsommere ville
være i orden. Jeg måtte bare give den fuld gas og se hvad det blev til. Jeg
havde også lidt frygt for at ligge for hårdt ud og gå død inden mål, hvem
gider kravle i mål? Ikke mig!!!
Vi ankom til Berlin torsdag middag. Anette, Susanne og jeg kørte i bil,
Leif, Lone og Julie kom med bussen næsten samtidig. Vi fik vores værelser og
skulle så ud i den gamle lufthavn og hente vores start numre. Det gav den
første indikation af at det her blev stort. 3 store fly hangarer fyldt med
løbetøj og udstyr og udenfor under halvtag var der en masse rulle udstyr fra
diverse producenter. Alt gik som det skulle vi fik vores numre og chip og en
masse reklamer. Så skulle der lige kigges lidt og evt. shoppes, vi forlod
alle lufthavnen med færre penge end vi ankom med. Der var mange ting det var
svært at leve uden. Derefter tog vi til hotellet med et lille cafe stop
inden det var tid til aftensmad. Jer der har været der ved at maden i den
italienske overfor hotellet er ganske fin så der var vi ovre at spise. Efter
maden var vi nogle der gik en tur og endte på "Klo" et mindre pænt toilet
værtshus ( WWW.KLO.DE). Meget underholdene og anderledes sted.
Fredag stod den på sightseeing, vi var jo trods alt ude i en af verdens
store spændende byer. Anette og Susanne lejede cykler mens vi andre brugte
metroen. Berlin er dog så lille at vi rendte ind i hinanden midt på dagen,
hvilket tilfælde. Berlin er en dejlig by må jeg indskyde. Leif ville vise
mig start området så jeg var lidt forberedt. Leif og jeg holdt os ikke
tilbage, vi tog også en cykel, det blev en hyggelig tur i en cykel taxi. Vi
hyggede og vores chauffør led. De var i fuld gang med at færdiggøre start og
mål området, det var rart at se det uden så mange mennesker. Det er altid
rart at være lidt forberedt syntes jeg.
Lørdagen var så der hvor det hele skulle kulminere og spændingen udløses.
Vejret var super, 20 grader og næsten ingen vind. Det blev til lidt hygge og
en lille gåtur inden tiden var inde til at skifte og påføre sig skøjterne.
Det blev ikke til så meget mad inden, da spændingen jo har lidt indflydelse
på appetitten. Jeg håbede det gik alligevel. Vi fik skiftet, der blev taget
et lille gruppe billede og så var det ellers af sted på skøjterne ind til
startområdet.
Spændingen steg (på den fede måde). Da vi kom der ind var der allerede mange
mennesker og spændingen var tydelig, alle glædede sig. Vi satte os i græsset
og snakkede, mens vi kiggede rundt på alle de andre deltagere. Jeg havde det
utroligt godt og glædede mig, jeg var også i godt selskab. De andre 3 har jo
løbet den mange gange så de var helt rolige, det smitter, og jeg følte mig
godt forberedt. Så forberedt som det nu er muligt. Tror nok vi sad der en
times tid inden vi skulle ud til starten.
Vi skiltes i startområdet da Susanne og Leif skulle starte længere oppe end
os andre. Så det var knæk og bræk, vi ses senere. Anette og jeg startede
sammen. Der var lidt lang ventetid inden de første rullede af sted. De delte
feltet op i mange små grupper så alle ikke starter samtidig. Vi måtte vente
9 minutter (fra profferne startede) før det blev vores tur og vi var super
heldige, de delte feltet lige foran os så vi stod forrest til vores start.
Nu skulle vi bare holde gassen på, så ville der gå noget tid før vi kom op
til de næste der var halvandet minut foran os. Det er jo altid lidt farligt
at løbe tæt. Mens vi stod der forrest og ventede, fik vi lige en reminder om
at passe lidt på, nok vigtigere for mig end Anette. 50 meter ude lå der en
stakkel der måtte bæres fra banen det så ikke godt ud lige inden start. Jeg
nåede dog frem til at det måtte gælde om at komme hurtigt af sted og være
forrest så ingen kunne rive mig ned i et styrt under starten. Det virkede.
Vores supportere havde sagt at de stod på 3 km. og på 35 km. Så der måtte vi
jo lige gøres os til (de havde jo kameraerne) og vi skulle lytte efter Lones
høje ryst. Det er kanon med positive tilråd, det giver lige lidt ekstra
kræfter. Jeg vil også lige fortælle, at jeg 3 gange ude på ruten oplevede,
at nogle fremmede heppede på mig på dansk og med navns nævnelse. Imponerende
og super fedt. Så det er godt jeg ikke løber hurtigere end de kan nå at læse
mit navn på start nummeret. En gang var jeg ved at miste balancen, og 2
gange havde jeg lidt løse ben, men ellers gik det godt der ude. Jeg havde jo
bestemt ikke lyst til at komme ned og ligge. Jeg kørte for mig selv hele
vejen, det med pack virkede ikke, de kørte for langsomt syntes jeg (i hvert
tilfælde dem jeg mødte).
Da jeg havde set og hørt Lone for anden gang vidste jeg, at der ikke var så
langt igen og begyndte og glæde mig rigtigt til målet. Jeg havde halvvejs
set min tid og vidste at jeg lå rigtigt godt, nu kunne jeg bare håbe på at
jeg havde holdt farten og ikke tabt for meget tid på sidste halvdel. Da jeg
drejede ind på opløbs strækningen og kunne se Brandenburger Tor i solen gav
det lige et kick og nogle ekstra kræfter. Der var mange der lige skulle
overhales så det hed fuld fart på.
Der stod tusindvis af mennesker og heppede, og musikken brølede ud af
højtalerne. Ærgerligt man kun ænser en lille brøkdel af showet. Nok om det,
nu kom målet, se fremad. Tiden blev 1:44:28 t så jeg var da vist nok lige
super glad. Rigtigt meget super duper glad. Nu skulle jeg så ind i menneske
myldret og høre hvordan det var gået de andre. Susanne og Leif burde jo være
landet. Det var de også, dejligt at se de også smilte stort. Susanne løb den
på 1:28:50 t. og Leif på 1:28:52 t. Leif måtte også lige ned at ligge ude på
ruten, da en anden deltager valgte at lægge sig for hans fødder. Han slap
dog med mindre knubs. Der gik ikke længe inden Anette kom rullende 1:55:54
t. Vi var alle super glade for vores tider og løbet som helhed. Så jeg vil
stoppe her for resten af turen når ikke denne oplevelse til sokke holderne.
Med rulle hilsner KURT (der har løbet sit første marathon)
|