Alb-rul.dk


 

 Albertslund Rulleskøjteklub


Udflugt til Dyrehavsbakken søndag d. 26. august

Vi gentager succesen og arrangerer atter en udflugtsdag til Dyrehaven på rulleskøjter, hvor familien har mulighed for enten at rulle med eller støde til for at hygge med den medbragte frokost og drikkevarer i det grønne.

Vi håber, du/I vil være med til at støtte dette nye tiltag, så vi kan møde talstærkt op til en rigtig hyggelig dag med klubkammerater og familie!

Vi mødes på Kirkebæk skolen søndag den 26. august kl. 10.00
Her bliver der mulighed for at afleverer den medbragte proviant (i køletasker!!!), sko og tæpper som du får brug for, når vi ankommer til bakken. (hvis din familie kommer i bil til bakken, tager de selvfølgelig egne frokostkurve osv. med - venligst oplys om du evt. kan medtage andres frokostkurve.)

Når alle derefter er klar, ruller vi i adstadigt, roligt tempo via Amager til Bakken.
Der er god asfalt hele vejen!
Turen er i alt på 40 km, men lad dig ikke skræmme for der bliver rig mulighed for at stå af undervejs ved en af de mange togstationer vi passerer og tage toget videre til Klampenborg. Første station bliver Sydhavn efter ca. 19 km og derefter kommer de som perler på en snor.

Turen er sat til 4 timer og vi forventer at spise i det grønne kl. 14.00. Der er planlagt pause for hver 10 km.

Ved ankomst samles vi foran indgangen til Bakken ved den store parkeringsplads (for enden af Dyrehavevej), hvor rulleudstyret tages af og frokostkurv osv. afhentes fra de biler, der har transporteret det derop.
Vi forventer at spise ved søen ved Kirsten Pil's kilde.
Husk. Penge / billet til hjemtransport, hjelm og andet sikkerhedsudstyr, vand og evt. lidt frugt/chokoladebar som energitilskud på turen.

Arrangementet er gratis, men for overskueligheden bedes du tilmelde dig til Flemming på mail:
Flemming@alb-rul.dk senest fredag d. 24. august med angivelse af hvem der ruller samt om familien eller du selv efterfølgende deltager i arrangementet og om disse ønsker at have madvarer med.

De biler der transporterer madvarerne til bakken får dækket benzinen!

Aflyst i tilfælde af regnvejr!

Med rullehilsen Bjørn og Flemming
 

 

Nyhedsbreve 2007