Alb-rul.dk


 

 Albertslund Rulleskøjteklub

 

Rulletur til Bakken.

Søndag den 17. juni 2007 var vi 11 modige rulleskøjteløbere, der mødtes på Kirkebækskolepladsen, skønt det havde regnet en stor del af dagen før, og vejrudsigten ikke var alt for lovende. Det var Bjørn, Flemming, Susanne, Leif, Julie, Bente, Birgitte, Lise, Lene (Solrød), Søren (Bornholm,) og Ralf.

Vores proviant og skiftetøj blev anbragt i Lones bil, vi fik skøjterne på og startede mod Vallensbæk havn med sorte skyer over os. Solen var dog fremme det meste af tiden til havnen, hvor vi efter ca. 10 kilometer gjorde vores første stop.

Det var blevet dejligt varmt, og der blev korrigeret lidt på påklædningen, inden vi fortsatte ud langs vandet, forbi Avedøreværket med en dejlig medvind i ryggen og god asfalt.
Op over havneindløbet langs motorvejen, og ned på den dejlige brede, jævne sti langs Kalveboderne og over Sjællandsbroen. Langs med havnen, under Langebro og Knippelsbro, forbi Nyhavn og Amaliehaven og via Grønningen og Østbanegade videre nordpå til Nordhavnen og Tuborg havn.

Og så var det bare lige ud ad Strandvejen til Bellevue og ind til Bakkens parkeringsplads, hvor Lone tog imod os med vores mad og drikke og skiftetøj. Det tog os 3 timer og 20 minutter at rulle de 42,25 kilometer, altså en gennemsnitsfart på 12,7 km/t.

Vi holdt pænt sammen og hyggede os på hele turen. Der var god asfalt hele vejen og en god stemning og alle befandt sig godt. Vi var selvfølgelig glade og opstemte, da vi nåede frem og fik skøjterne af, så vi kunne mærke fødderne igen. Rigtig godt gået af alle 11. Vi skiftede og drog med vores madkurve op til plænen på Bakken og slog os ned og hyggede os med frokosten et par timer inden vi samlet drog til toget og hjem efter en rigtig dejlige og hyggelig dag.

På hele turen var det solskin og let vind for det meste lige i ryggen. De sorte skyer holdt på vandet, men vi kunne se, at det mange steder havde regnet, når vi kom frem. Vi fik også en melding fra Lone om, at det på et tidspunkt styrtede ned på Bakken, hvor hun var kommet frem, men vi fik ikke en dråbe på hele turen. Det skal lige bemærkes, at regnen stod i lårtykke stråler, da jeg skulle gå fra parkeringspladsen til mit hjem 20 meter derfra! Godt klaret Bjørn og Flemming, som havde planlagt turen. Det gælder om at have de rigtige forbindelser.

Det var virkelig en rigtig god ide med en sådan udflugt, og deltagerne glæder sig allerede til næste gang. Vi kan kun opfordre alle til at tage med. Vi tror, at det er noget, der er kommet for at blive. Sørg blot for at komme ud på nogle lidt længere ture, så I kender jeres kondition og kunnen. Brug eventuelt Friday Night Skate til at få lidt længere ture i benene. Se på hjemmesiden www.fns-cph.dk hvornår det løbes og læs mere om det. Og så er det jo en meget hyggelig måde at få trænet lidt til Berlin maraton.

Mange tak til arrangørerne og deltagerne for en dejlig rulledag fra Ralf.

 


 

 

Nyhedsbreve 2007