En lille historie:

Jeg har løbet på ruller i halvandet år og på et tidspunkt i vinter meldte jeg mig, fuld af overmodig selvtillid, til Berlin Marathon - der var jo LAAANG tid til.

Jeg har trænet i løbet af sommeren og deltaget i 3 løb i efteråret, men jeg vil ikke påstå at jeg var helt klar. Alt var dog checket, turen planlagt, og det hele pakket torsdag aften.

Turen til Berlin gik fint, jeg skulle lidt tidligt op, men pyt. Fremme fredag eftermiddag i Berlin, de tre der havde deltaget før havde planlagt at vi skulle registrere allerede fredag og det tror jeg var en rigtig god ide.

Hele lørdagen havde vi til at lege turister, og lørdag aften var alt pakket, klart, checket og dobbeltchecket. Intet, absolut intet, kunne gå galt.

Vækkeuret ringede 6.00 og jeg erobrede badeværelset før Michael, fik badet og så videre i god ro og orden. Lige klar til morgenmaden, hvad kunne gå galt?

Låsen til badeværelset gik i baglås. Jeg kunne ganske enkelt ikke komme ud! Jeg overvejede om det mon var mine nerver, der spillede mig et puds, men det hjalp ikke det fjerneste, låsen kunne ikke åbnes.

Jeg kaldte blidt på Michael, lidt flovt var det jo, men han kunne heller ikke rokke låsen. Han hentede en af hotellets personaler, som heller ikke kunne få låsen op. Så til sidst bad hun Michael sparke døren ind - "kan du det?" og det mente Michael nok han kunne.

Så Michael fik lov at spille stærk mand og redde en ven i nøden - og jeg kunne gennemføre Berlin Marathon i fin stil.
Og jeg er med igen til næste år!

Jens Nielsen